Struktur for ungdomselitearbejdet i JHF Kreds 7
Kredstræningen foregår for 1. (og 2.) Års U-14 piger (årgang 97 (og 96)), 2. Års U-14 drenge og 1. års U-16 drenge (årgang 95 og 96).
Formål:
Formålet med kredstræningen er at udvikle den enkelte håndboldspiller, og introducere eller bidrage til klubbens arbejde med mere struktureret elitetræning og elitetankegang for spilleren.
Udviklingen af den enkelte spiller vil være til gavn for såvel spiller som klub, ligesom det gerne skulle være med til at højne eliten i kreds 7.
Formålet er desuden at finde de spillere, der senere kan være aktuelle for de forskellige ungdomslandshold, og hjælpe til med at strukturere deres udvikling. Derfor behøver det ikke altid være de spillere det på udtagelsestidspunktet gør det bedst, også de spillere som på sigt måske kan være spændende for Dansk håndbold kan blive udtaget.
Indhold:
Den primære træning vil være på det individuelle tekniske niveau, bl.a. med områder som afleveringsteknik, forsvarsteknik, fintetræning, skudtræning, koordinationstræning, målvogtertræning m.v.
Herudover vil der også blive arbejdet taktisk, ligesom såvel fysiske og mentale elementer kan tages med i træningen.
Træningselementerne introduceres i kredstræningen og det forventes at spillerne efterfølgende kan arbejde med områderne i klubtræningen. Dette skulle gerne medføre en konstant - specielt teknisk - udvikling hos den enkelte spiller.
De overordnede retningslinier i træningen udstikkes af DHF’s lands- og talenttrænere.
Spillerniveau:
Det primære krav er at spillerne er interesseret i at lære og dermed udvikle deres håndboldkunnen. De skal være ambitiøse og seriøse med deres træning.
Desuden forventes det at spillerne har et vist talent.
Der har de seneste år været meget få indstillinger på specielt drengesiden, vi opfordrer derfor klubberne til at indstille interesserede spillere, hellere to for mange end to for lidt. Kredstrænerne vil så efterfølgende vurdere om spillerne har niveauet.
Kredstræning:
Kredstræningen foregår med en trup på ca. 18-22 spillere (alt efter niveau i årgangen) med træning ca. en gang månedligt fra oktober til marts/april. Der er mulighed for løbende udskiftning i truppen. Spillerne kan ryge ud af kredstræningen i tilfælde af mangelfuld indstilling og/eller fremgang. Ligesom der kan komme nye spillere ind som har udviklet sig spændende i klubberne. Klubberne kan altid rette henvendelse til kredstrænerne, som kan vurdere en spiller til en prøvetræning eller ved at observere dem i kamp/træning.